Kulturforståelse
Kulturforståelse kan indgå som en naturlig del af kurset.
Italienerne er vidt forskellige fra os danskere. De bliver opdraget på en anden måde, deres moralopfattelse og syn på livet er anderledes. Kirken har stor indflydelse. Der er stor forskel på Nord- og Syditalien. Omgangsformen er formel blandt forretningsfolk. En dansk forretningsmand der ankommer til det første møde i skjorteærmer og uden slips har på forhånd forspildt enhver chance.
Englænderne bedømmer én på udtalen og accenten men englænderen tolererer naturligvis mere fra en udlænding. Englænderen er ofte en skødesløs lytter og man bør derfor være omhyggelig med udtalen, konsonanterne må udtales klart og det er ikke spor elegant at sluge hverken titler eller stavelser. Når man taler bør man undertrykke enhver form for gestikulationer, mimik eller lydefterligninger. Det engelsk sprog er så rigt, at de ikke er vant til at man skal opføre en pantomimeforestilling for at blive forstået som nogle anvender ved Middelhavets kyster. Forretningssproget, der naturligvis er engelsk giver almindeligvis ikke anledning til vanskeligheder for dansk forretningsfolk. Dog er det engelsk sprog meget rigt på ord og der skal dog advares imod at overvurdere egne sprogfærdigheder.
I Spanien er det kun millionærer og de helt fattige der kan tillade sig at være skødesløse med påklædningen. De spanske mænd afskyr snavsede sko. Deres dybt rodfæstede kærlighed til det skinnende læderfodtøj skal stamme fra hin tid, dan manden med de støvede støvler var ham der måtte traske hen ad landevejen mens los cavalleros" (ridderne) blandt andet viste deres rang ved de skinnende støvler. Når man hilser med håndtryk siger den ene "Hola! Que tal?" og der svares "Muy bien y tu?" og derpå svares "Bien gracias". Hvilket oversat betyder: "Hvordan går det?", "Udmærket, og du?", "Fint tak". Sådan hilses der mekanisk, men man må igennem dem før man går over til at tale om det der virkelig betyder noget.
Tyskerne er i almindelighed mere formelle end danskere. Enhver samtale indledes og afsluttes med håndtryk og tiltaleformen De (Sie). Tyskerne er kun dus med de allernærmeste venner og den nære familie. Den korrekte omgangsform er går igen i påklædningen, hvilket i praksis vil sige man er i jakkesæt og slips. De besøgende forretningsfolk bør derfor være klædt på samme måde.
I Japan efterlader man glasset fyldt op hvis man ikke ønsker mere at drikke. Hvis éns glas er tomt er dette et signal til værten om at man gerne vil have fyldt op. Det er meget uopdraget at pege med pegefingeren på personer eller genstande. Man benytter gerne hele hånden, håndfladen i en flydende bevægelse. Ifølge den japanske kultur går manden før kvinden. Derfor bør man ikke åbne døren for en kvinde. Hun vil opfatte det som blev hun anset for at være en fysisk svækling.
Saudi-Arabien og Golfstaterne
Der gives hånd i større udstrækning end man som nordeuropæer er vant til. Mænd hilser på alle i selskabet. En arabisk kvinde bestemmer selv om hun vil give hånden eller nøjes med et nik. Man bør huske at et arabisk ja ikke altid er et ja og et nej ikke altid er en nej. Araberen er som regel meget høflig og vil nødig støde eller skuffe. Man bør derfor helt klart få præciseret hvad man er blevet enig om inden mødets afslutning.
Om at være dus
Som dansker i udlandet bør man være tilbageholdende med at blive dus og det børe tilrådes at lade udlændingen tage initiativet! Bortset fra Sverige er man i udlandet ikke nær så tilbøjelige til at blive dus som herhjemme. I Sverige bruger man ofte at tiltale i tredjeperson (når man ikke er dus) fx "direktøren" eller "fru Larsson".
Det kan være en hjælp under en samtale med en udenlandsk forretningsforbindelse at lade den pågældendes visitkort ligge foran sig på bordet i stedet for strakt at putte det i lommen - og glemme navnet!
Alt efter den konkrete opgave kan vi sammensætte et kursusforløb det tager udgangspunkt i sproget, men samtidig også er en introduktion i det pågælende lands kultur.